Undersøgelsen

Overordnede formål med denne undersøgelse er at bidrage til debatten omkring hvordan man kan styrke flygtninges modstandsdygtighed mod stressbelastninger i eksiltilværelsen og således undgå at ressourcestærke mennesker bliver gjort psykisk svage i forbindelse med migration.

Dette overordnede formål er søgt belyst ved :

1. At beskrive og sammenligne flygtninges livsbetingelser, traumatiske oplevelser og traumatiseringsgrad målt ved PTSD i Danmark sammenlignet med Italien.
2. At undersøge hvilke faktorer herunder sociale faktorer, traumatiske hændelser og psykiske symptomer der har betydning for udvikling af PTSD.

Overordnet hypotese var at kontrol over eget liv, social støtte og aktiv deltagelse i samfundet herunder arbejde og netværk er vigtige faktorer der modvirker udvikling af stressreaktioner (PTSD) forbundet med flugt og andre belastninger. Medens magtesløshed, marginalisering og manglende netværk, samt lang ventetid på opholdstilladelse øger sårbarhed overfor stress og udvikling af PTSD. Undersøgelsens viser som ventet, at flygtninges livsbetingelser er meget forskellige i de to lande. Således er flygtninge i Danmark sammenlignet med flygtninge i Italien forskelligt stillede mht. bosituation og arbejdsmuligheder samt netværk. Flygtninge i Italien bor anderledes end i Danmark, mindre trygt men på egne betingelser, der er højere grad af selvkontrol i form af arbejde, og større netværk lokalt og blandt landsmænd.. Traumatiseringsgraden er også forskellig Måske som en naturlig konsekvens af et mindre omsorgsgivende asyl/flygtninge system, har flygtninge i Italien oplevet en større grad af deprivation, af mad, vand, sundhedspleje og dårligere boligforhold end flygtninge i Danmark der til gengæld har flere krigsrelaterede traumer. Den totale mængde af traumer oplevet eller været vidne til er således størst i Italien, men må nok bero på oplevelser i dette land. Set ud fra denne betragtning kan det forundre at der er flest flygtninge i Danmark der har høj PTSD score. Dvs. et godt sundhedsstem er ikke i sig selv nok til at beskytte mod PTSD, eller omvendt må der være levebetingelser i Italien der kan kompensere for dårlige sundhedsbetingelser. Dette forhold belyses, ved at undersøge hvilke faktorer, sociale, traumatiske hændelser og følelser der har størst betydning for PTSD symptomatologi. De sociale faktorer er et arbejde, netværk blandt egne, yngre alder og kendskab til andet sprog end ens eget styrker resilience mod PTSD. På flertallet af disse områder har flygtningene bedre vilkår i Italien end i Danmark, dvs. de har i højere grad mulighed for at klare sig selv ligesom de ikke er så isolerede socialt i Italien relativt i forhold til i Danmark. Men disse faktorer forklarer kun ca. 40 % af variationen i PTSD resten kan tilskrives traume og symptomforhold. I forhold til traumer har manglende husly en omvendt korreleret relation til PTSD score. Kan dette ligefrem beskytte mod PTSD, det lyder umiddelbart mærkeligt, men set i lyset af at flygtninge i Italien i højere grad har kontrol over deres egen hverdag og ikke bliver instituatinaliserede i præasylfasen, kan dette måske forstås som en bekræftelse på hovedhypotesen. Desuden har flere flygtninge i Danmark oplevet krigshandlinger end i Italien, et traume der har indflydelse på graden af PTSD. Når man ser på de psykiske symptomer, der er karakteristiske for flygtninge med PTSD til forskel for personer uden er det især symptomer på manglende tro på fremtiden og håbløshed der er udslaggivende i forhold til at skelne mellem de to grupper. Disse to symptomer er signifikant større blandt flygtninge i Danmark. Dette passer godt med hypotesen om at ensomhed, manglende arbejde, marginalisering har betydning for udvikling af psykiske symptomer. Hypotesen om opholdstiden som belastende faktor i præasylfasen kan imidlertid ikke bekræftes. Disse resultater sætter fokus på et dilemma i strategien bag det danske asylsystem, der er udviklet et udmærket sundheds system for flygtninge således at de ikke belastes af manglende omsorg og forebyggende sundheds foranstaltninger men samtidigt er flygtningenes liv især i præasylfasen præget af institutionalisering, ved anbringelse i lejre, og i manglende mulighed for at udøve kontrol over eget liv i form af adgang til arbejde. Undersøgelsens resultater peger på at der i Danmark skal udvikles muligheder for at flygtninge kan arbejde og derved bevare deres faglige og menneskelige identitet, og få mulighed for at bygge lokale netværk.

Læs hele undersøgelsen her --->